Dagligdagen

Læs hvordan dagligdagen er tilrettelagt i børnehuset, fra vi åbner om morgenen, til vi lukker om eftermiddagen.

Vi har faste rutiner i dagligdagen for at skabe forudsigelighed og tryghed for børnene.

Vi har faste morgenåbnere, som sikrer en tryg og forudsigelig morgen for de børn, der bliver afleveret tidligt i institutionen.

Vuggestuen

Kl. 06.24: Vuggestuen åbner, og vi starter dagen på Turkis stue. Børnene kan spise morgenmad til kl. 07.30. Efterhånden som børnene har spist, fordeler de sig på de tre stuer. Vi leger, hygger og tager imod de børn, der kommer. Vi lægger vægt på at modtage børnene stille og roligt, og at der er en rar atmosfære.

Kl. 08.45-09.15: Vi spiser en formiddagsmad. Under måltidet snakker vi om stort og småt, og vi præsenterer børnene for dagens aktiviteter. 

Kl. 09.15-10.45: Vi fordeler os i mindre lege- og læringsgrupper med planlagte aktiviteter i huset, ture i nærmiljøet og aktiviteter på legepladsen. På tur i nærmiljøet kan ske på gåben, i klapvogn eller i ladcykel.  

Kl. 10.45-12.00: Børn og medarbejdere gør klar til frokost. Børnene besøger badeværelset og øver sig i de hverdagshandlinger, der hører til i dette rum. I forbindelse med frokosten øver børnene sig i selvhjulpenhed ved at dække bord, vaske og tørre hænder, spise selv m.m. Under måltidet snakker vi om dagens aktiviteter og oplevelser og dagens næste aktiviteter præsenteres for børnene - middagsluren. De børn der sover to gange om dagen, bliver tilbudt forskellige lege og aktiviteter i middagsstunden.

Kl. 12.00: Børnene sover middagslur. Alle vuggestuebørn sover udenfor enten i barnevogn, krybbe eller shelter. 

Kl. 14.00-16.00: Børnene tilbydes eftermiddagsmad og tages løbende op, som de vågner. Herefter er der igen aktiviteter på legepladsen eller inde på stuerne. 

Kl. 16.00 til lukketid: Vi samler børnene på en af stuerne eller i uderummet. Her afslutter vi dagen med hygge og leg på tværs af stuerne. 

To dage om ugen er de ældste vuggestuebørn i en udegruppe med dagtilbuddets bus og en anden vuggestuegruppe fra et af dagtilbuddets andre børnehuse. De tager på tur i nærmiljøet fra ca. kl. 9.30-15. Børnene leger, spiser og sover i nærmiljøet. 

Børnehaven

Kl. 06.24: Børnehaven åbner på gul stue. Børn fra Rød, Grøn og Orange stue møder ind på Gul stue. Børnene tilbydes at spise morgenmad. Det er muligt at spise morgenmad indtil kl. 07.30. Der er fokus på, at dagen startes stille og roligt op.

Ca. kl. 07.00: De andre stuer åbner, og vi starter op på lege eller aktiviteter. Uderummet åbner også op. 

Kl. 08.45: Børn og medarbejdere gør klar til formiddagsmad. Det indebærer oprydning, toiletrutiner og klargøring af rulleborde og mad. Børnene spiser i deres spisegrupper. Der holdes samling i spisegrupperne. Til samlingen snakker vi om dagens aktiviteter og planlægger lege.

Efter formiddagsmad fordeler børn og medarbejdere sig i mindre grupper - indendørs i huset, på legepladsen og i nærmiljøet. Vi har ladcykler der kan fragte os lidt længere væk i nærmiljøet - disse bruges dagligt på tværs i huset. 

Kl. 11.00-12.00: Børn og medarbejdere gør klar til frokostmåltidet. Der er badeværelsesrutiner og klargøring af rulleborde/borddækning. Børnene spiser i deres spisegrupper og deler dagens oplevelser med hinanden. 

Kl. 12.00-14.00: Der er legepladsaktiviteter og udeleg. Børnene kan sove til middag, hvis de har behov for det. I garderoben er der opmærksomhed på, at børnene øver sig i selv at tage tøj på. 

Kl. 14.00: Vi spiser eftermiddagsmad og herefter er der igen aktiviteter og leg i inde- og uderummet.

Kl. 15.45 til lukketid: Vi samler børnene på en af stuerne eller på legepladsen, hvor der er mulighed for aktiviteter og leg på tværs af grupperne.